|
|||||
|
At synliggøre "den andens" kultur - en vej til dialogisk integration Ved Karen Nørskov. www.verdensboern.com Ved at synliggøre elementer af den ”andens” kultur har man inddraget sig selv som aktiv i integrationsprocessen. Den ”andens kultur” er ikke noget, der foregår væk fra én selv. Det er blevet noget, som er del af ens eget liv. Så længe det anderledes er noget, der foregår væk fra én selv, adskilt fra ens eget liv, er man sikker på at være adskilt fra hinanden. ”Dem og os” er givet. ”De andre har noget andet tøj på, de taler anderledes, de spiser anderledes, de tror på en mærkelig gud, eller også tror de slet ikke på noget, for øvrigt ser de også anderledes ud,” lyder det eksempelvis. Ved at synliggøre lidt fra ”den andens” kultur, ændres ens egen rolle i forhold til alt det anderledes. Det anderledes har ikke længere kun med ”den anden” at gøre. Det er i et lille omfang også blevet til én selv. På den måde brydes der op i modsætningerne mellem ”dem og os”. Selv om det kun er en lille bestanddel af ”den andens” kultur, som man tager ind i sit eget liv, så er ens grundlæggende forhold til det, der opleves som anderledes, ændret sig. De poler, som ens egen og den andens verden var delt op i, bliver brudt op. Billedligt talt går man på besøg i den ”andens lejr” og viser interesse for, hvad der sker der. For den anden opleves det, som om at man tør række hånden frem og invitere sig selv ind i ”den andens” fællesskab. Et eksempel: En arbejdsformidling i København flyttede formidling af arbejde ud i en moske i Kbh. Derved blev der formidlet meget mere arbejde til de ledige ”indvandrere”, end man normalt havde set. Spørgsmålet er:
Det kan gøres ved at vise den, smage den, synge den, tale om den, tage hen til den, være i den, sprede den, lugte den, mærke den, kigge på den, leve sig ind i den, danse den, afspille den, hænge den op på væggen, tage den på, tænke over den, lege den, bage den, fejre den osv. Der er vist næsten ingen begrænsninger her for, hvilke elementer af kultur man kan inddrage. Men selvfølgelig skal man overholde såvel sine egne personlige grænser som samfundets overordnede lovgivning. I praksis vil man opleve det som at betone kulturelle forskelle, frem for at nedtone dem. |
||||
