|
|||||
|
Opdage sin egen kultur - en vej til dialogisk integration. Ved Karen Nørskov. www.verdensboern.com Hvor er verdens centrum? Verdens centrum vil altid være der, hvor man selv er. Piet Hein skriver om det i et gruk. Når klokken er 11 i Danmark Er den 5 i USA 10 i London og 17 i Kina og 13 omkring Moskva. Hvor er danskere et udvalgt folk At vi netop er født i selve Det lille velsignede land, hvor klokken Er 11, når den er 11. I den dialogiske integrationsproces er det nødvendigt at erkende, hvorledes man er farvet af sin kultur og ser verden ud fra sit eget ”verdensrum” eller ”meningsunivers” . Hvis det ikke sker, kommer man til at kategorisere oplevelser og indtryk i groft sagt to forskellige kasser – den rigtige/vante kasse – det vil sige den, der svarer til ens egen verdensrum/optik – eller den forkerte/uvante kasse – den der falder uden for ens vante optik. Sker dette, vil ens egen ubevidste kultur få rollen som overordnet mere rigtig end andres. Og derved indgår ”ens egen kultur” i mødet med den anden som overordnet mere rigtig. Og samhørighed og fællesskab vil ikke være muligt at opnå. Dialogisk integration kræver derfor, at man erkender, at ”kultur” og ”kulturforskelle” først og fremmest handler om én selv. Den måde ”vores kultur” har præget os på er meget omfattende. Den er nemlig ikke kun knyttet til det ydre, men også til vores allerinderste overbevisninger om, hvordan mennesker bør omgås hinanden, forholdet til dyr og naturen, forholdet til Gud og noget højere end mennesket, hvad vi kan tillade os som individer i forhold til vores familie og samfund, hvad retfærdighed, skam, skyld og ære vil sige osv. At erkende fuldt ud hvorledes man er farvet af sin egen kultur, er nok umuligt. Uden bevidsthed om sig selv som et kulturelt væsen vil (såkaldte) frigjorte, selvstændige danske kvinder i cowboybukser og T-shirts kigge på f.eks. traditionelle pakistanske kvinder og tænke, at de er vel nok anderledes. De går med lange skørter og tørklæder. De læser i koranen. De beder 5 gange om dagen. Og nogle af dem vil bestemme, hvem deres børn skal giftes med. De bliver placeret i kassen ”uvant, forkert, anderledes, eksotisk”, ”DEM””. Som dansk kvinde tænkes der ikke på, at disse kvinder opleves igennem dansk kulturelt farvede optik. Omvendt vil de pakistanske kvinder stå og kigge på danske kvinders cowboybukser og T-shirts og tænke på, hvor besynderlige de er. På den måde bliver der skabt en kløft mellem de pakistanske kvinder og danske kvinder som ”dem” og ”os”. I dialogiske integrationsprocesser skal man opdage sin ”egen kultur”. Cowboybukser og T-shirts er ikke mindre kulturelt betinget end lange skørter, burkaer og tørklæder. At lade sine børn selv bestemme, hvem de vil gifte sig med, uden at forældrene blander sig i det, er heller ikke mindre kulturelt betinget, end at man som forælder føler, at man både bør og har lov til at blande sig i, hvem ens børn skal giftes med. Når man opdager sin ”egen kultur”, forandres det, som man før opfattede som mere rigtigt end ”den andens” måde at gøre det på, til blot at være en ud af flere andre mulige måder at leve på. Derved skabes der et helt anderledes udgangspunkt for at indgå i dialog med ”den anden” som en lige part, for man har ikke på forhånd et svar på., hvordan ting objektivt set er mest rigtigt. I stedet har man sine egne subjektive erfaringer med, hvad man synes er det mest rigtige, og hvorfor det er det mest rigtige for én. På den måde formidler man åbent om sin egen kultur. Det er netop kendetegnende for dialogen – man deler ud af sine egne erfaringer. Men de fremstår ikke som mere rigtige, kun som en parallel til andre måder og gøre ting på. Derved bliver det nemmere at få det fælles og alment menneskelige frem, ligesom der nemmere kan ske en gensidig inspiration af hinanden, således at man lærte noget nyt. Der ”skabes således en ny helhed”, sådan som ordet integration betyder i dets oprindelige betydning. Man indgår i dialogisk integration med bevidsthed om sig selv som et kulturelt væsen, og spørgsmålet er
|
||||
