|
|
|
|
|
|
Litteratur
Rapporter, magasiner og bøger, som er udsprunget af aktiviteter i VerdensBørn.
Du kan bestille bøger ved at skrive din bestilling ind i kontaktformularen, som du får frem ved at klikke her.
Du kan også ringe og bestille på 98 555755.
Priser fremgår af oversigten nedenunder. Derudover beregnes et mindre beløb for forsendelse og ekspedition.
Scroll ned, hvis du ønsker at se hele listen af bøger, der sælges:
Tværkulturel Forældresamarbejde
Ved Lone A. Sperschneider og Karen Nørskov
Udgivet på Forlaget Munksgaard Danmark (2004)
99 sider
Pris 168 kr.
"Ordet ”forældresamarbejde” kan ikke slås op i fx almindelige tyrkiske, arabiske eller somaliske ordbøger. Og når et ord ikke eksisterer på et sprog, så eksisterer begrebet eller handlingen heller ikke i menneskets bevidsthed. At forstå betydningen og indholdet af forældresamarbejde er derfor en proces, der tager lang tid at sætte sig ind i, og som starter den dag, forældrene første gang sætter deres ben i en dansk daginstitution.
Når dette kædes sammen med en generel angst og usikkerhed i forhold til at skulle være forældre og skulle opdrage sine børn i et samfund med helt andre værdier og traditioner end hjemlandets – så står det klart, at personalet i danske institutioner står over for en vigtig opgave.” (citat fra bogen)
Det er netop i kontakten mellem forældre og daginstitution eller dagpleje, at integrationen foregår som et naturligt møde omkring det, som begge parter har en naturlig interesse i, nemlig børnene. ”Tværkulturelt forældresamarbejde” analyserer, hvad der sker i dette møde og giver en uddybende forklaring på, hvordan det gribes bedst an. Med baggrund i analyser og praksisforskning giver bogen en række redskaber til at etablere et godt forældresamarbejde på tværs af kulturelle barrierer.
”Tværkulturelt forældresamarbejde” henvender sig til studerende ved lærer- og pædagogseminarier og ved den pædagogiske grunduddannelse, hvor den vil være relevant som indføring i kulturforståelse og i den antropologiske dimension.
Bogen er desuden særdeles brugbar i forbindelse med fx praksisforløb, hvor daginstitutioner, dagplejeordninger og andre dagtilbud ønsker at opkvalificere det daglige tværkulturelle forældresamarbejde.
Vores Rødder – Fortællinger som integrationsredskab
Ved Margit Bak Pedersen.
32 sider.
Udgivet af VerdensBørn, 2002.
Pris 50 kr (inkl. moms)
I den flerkulturelle daginstitution har personalet i en periode arbejdet med at bruge forældres barndomserindringer som et integrationsværltøj. Børnene havde på skift fokus på deres ”rødder” i en periode på 2 – 3 uger. Dette skete først og fremmest ved at fortælle én eller flere af barndomserindringer fra barnets forældre, dels ved sammen med barnets forældre i hele perioden at arbejde med f.eks. traditionelle danse, mad, film, billeder, tegninger, leg og remser fra barnets kulturelle ophav, hvad enten det nu var en travl gade i Beirut, en lille by i Montenegro eller en landsby ved Vesterhavet i Danmark.
Rapporten samler op på erfaringer fra dette pilotprojekt, hvoraf det bl.a. fremgår, at forældresamarbejdet forbedres, børns selvværd vokser og det virker integrationsfremmende. Fortællingen fungerer som et ”suppesøm”, hvorfra der spreder sig meget læring og udvikling til børn, forældre og personale.
Erfaringerne fra ”Vores Rødder” giver billeder på, hvorledes fremtidens kulturorienterede daginstitution kan se ud i en flerkulturel verden, hvor kulturelle forskelle som udgangspunkt er lærerige og berigende.
Rapporten beskriver udelukkende praksiserfaringer og indeholder ingen teoretiske perspektiveringer.
Videreudvikling af Øje for barnets kultur
Systematisk og bearbejdet erfaringsopsamling af resultater fra Øje for barnets kultur fra 1998 – 2001.
Ved Annie Thomsen og Karen Nørskov.
96 sider
Udgivet af VerdensBørn, 2001.
Pris 75 kr (inkl. moms)
Tre daginstitutioner arbejdede med at synliggøre børns forskellige kulturbaggrund som en ressource. Rapporten er skrevet på baggrund af en tværgående systematisk erfaringsopsamling og beskriver, hvorledes arbejdet med at synliggøre børns forskellige kulturbaggrunde ændrede personalets tilgang til forældre og børn med en anden etnisk baggrund. ”Personalet forandrede sig slet og ret i processen. - De tænker anderledes og handler derfor anderledes. Den mest dybtgående forandring kan måske beskrives som en forhøjet refleksivitet og en større bevidsthed om egne holdninger og metoder.” Citat af lektor Gerd Lütken ved Peter Sabroeseminariet efter af have læst rapporten.
Vi er alle ens på en meget forskellig måde
Ø je for barnets kultur. (63 sider)
Ved Annie Thomsen, Regnbuen, Herning.
Kulturkælderens Forlag (1999)
Pris 100 kr (inkl. moms)
Publikationen formidler erfaringer med fra et udviklingsprojekt i en flerkulturel daginstitution, Regnbuen i Herning.
Personalet i en flerkulturel daginstitution ved navn Regnbuen har arbejdet med at synliggøre børnenes oprindelseskultur, som publikationen her formidler erfaringer omkring.
Metodeudviklingen har handlet om de fysiske rammer i institutionen og det pædagogiske arbejde.”
Det somaliske barn – ud af skyggen
Øje for barnets kultur. (160 sider)
Ved Karen Nørskov, Sesam, Randers.
Kulturkælderens Forlag (1999).
Pris 125 kr (inkl moms.)
"Hvad signalerer det, når en somalisk dreng kun leger 3 minutter med et stykke legetøj, før han straks hiver noget nyt ned fra hylden?” Er det tegn på mistrivsel? Eller skyldes det blot, at han via sin kulturelle baggrund ikke har noget særligt kendskab til legetøj, og derfor ikke kan fanges af det?
Som pædagog kan man nemt komme til enten at over- eller undervurdere kulturens betydning, og derfor kan det være svært at ”tyde” børn og forældre med baggrund i andre kulturformer.
Der er mindst to grunde til dette:
For det første kan pædagogens egne kultur lægge sig som et filter over hendes syn på barnet. For det andet har pædagogen ikke via sin egen kulturelle baggrund umiddelbart forudsætninger for at sætte sin ind i barnets anderledes kulturbaggrund.
I denne publikation beskrives de metoder, som blev brugt i daginstitutionen, Sesam/Randers til at ”komme bag om” disse hindringer og blive bedre til at ”tyde” børn og forældres signaler, så mødet i højere grad bliver et møde ”menneske til menneske”.
Publikationen består dels af en generel beskrivelse af metoderne, som kan være til inspiration i arbejdet med børn fra alle mulige forskellige etniske baggrunde, - dels en afprøvning, hvor pædagogen ved hjælp af metoderne forsøger at ”tyde” konkrete situationer, hvor pædagogen har følt sig usikker.
ForskelLighed
Ansv. redaktør Lars Uggerhøj. Redaktion Sander Jensen.
Udgivet af VerdensBørn, 2007.
Et undervisningsmagasin om kultur, forskellighed og integration. 24 sider.
Pris 50 kr. Hvis du skal bruge mange eksemplarer, så ring og vi snakker om en særlig pris.
Magasinet blev produceret i forbindelse med, at en multietnisk gruppe unge rejste rundt i Danmark og spillede forumteater på efter-, folke- og højskoler om dilemmaer og konflikter omkring det at være dansk, at have en anden etnisk baggrund og mødet mellem ”dem og os”. Truppen kaldte sig for ”ForskelLighed”.
Magasinet giver bl.a. en kort introduktion til Dialogisk Integration og Forumteater.
Du kan downloade magasinet gratis her.
|
|
|