Integration - som en dialogisk proces


I en lille flerkulturel daginstitution i Randers ved navn Sesam valgte man i en årrække at eksperimentere med – populært sagt - at vende integration på hovedet: Hvad nu hvis vi positivt vælger at lade flertallet af børnene være fra etniske minoriteter, mens mindretallet er danske, samtidigt med at arbejde på at synliggøre kulturforskelle som en ressource?

Det førte til en del udviklingsprojekter over en periode på ca. 7 år. Desværre måtte institutionen lukke i ultimo 2004 pga. økonomiske vanskeligheder. Men erfaringerne lever videre. Primo 2005 blev der oprettet en ny forening ved navn VerdensBørn, hvis formål er at udbrede viden og udvikle yderligere omkring det, som - undervejs – havde fået navnet dialogisk integration. Artiklen her giver et lille ekstrakt af erfaringerne omkring den dialogiske integrationsproces, som har tegnet sig gennem såvel systematiske som usystematiske erfaringsopsamlinger samt efterfølgende bearbejdninger og teoretiseringer.

Integration involverer alle
I den dialogiske integrationsproces er fokus ændret i integrationsindsatsen, således at integration involverer alle, - de danske pædagoger, personale, forældre, børn , ligeså vel som de udenlandske børn, forældre og pædagogiske personale. Integration er ikke noget for ”de andre”. Integration er med ”de andre”.

Der er vægt på at synliggøre kulturforskelle som en ressource. Kulturforskellighed skal være en naturlig og selvfølgelig integreret del af hverdagen. Det er ikke det samme som, at den enkelte skal fremstå udelukkende som ”sin kultur”, kun at der er plads til at den enkelte kan være der mere eller mindre med ”sin kultur”, som han eller hun har brug for.

Metoderne til at synliggøre kulturforskelle var i tidens løb meget forskellige. De mere konkrete tiltag var fx familiebilleder på væggene, historier og fortællinger fra børnenes hjemlande, forældres barndomserindringer, sange og remser på børnenes modersmål, forskellige religiøse højtider, maden, musik og flag osv.. Men måske var et strukturelt tiltag i institutionen mere væsentligt: At de danske forældre og børn var i mindretal, således at de ikke kunne udgøre en gruppe for sig. Uden at man som dansk forælder har noget bevidst ønske om at lukke andre ude, så søger man naturligt sammen med andre danske forældre, som man bedst forstår og kender. Derved kommer de danske forældre nemt til at udgøre en lukket gruppe for sig. Men når de er i mindretal, bliver de nemmere tvunget til at skulle tale med forældre med andre etniske baggrunde. Endelig var der fokus på personalets opkvalificering, således at man arbejdede på at komme bag om de kulturelle barrierer, som uundgåeligt vil være der, når der skal samarbejdes på tværs af større kulturelle forskelle.

At få øje på sin `egen kultur´
En af de væsentligste kendetegn ved den dialogiske integrationsproces er, at den ikke foregår væk fra én selv, - man er selv del af den. Det sker bl.a. ved, at man er bevidst om sig selv som et kulturelt væsen. Man har opdaget sin ”egen kultur” og forsøger at være klar over, hvordan man er farvet af sit eget kulturberedskab.

” Ens egen kultur” er selvfølgelig, ja nærmest naturgiven for én. Hans Gullestrup kalder det ”den objektiverede subjektive virkelighed”. Det forekommer én at være en objektiv virkelighed, men som Peter Berger og Thomas Luckmann peger på: ”….. hvor uomgængelig den end synes individet at være, så er det en menneskeskabt virkelighed.” (fremhævet af artiklens forfatter)

Hvad sker der, når vi ikke er bevidste om, hvordan vi er farvet gennem vores eget kulturberedskab og at vores virkelighedsopfattelse er subjektiv? Derved har vi ophævet vores danske værdier til en slags objektiv ”sandhed” – den eneste rigtige måde at gøre tingene på. Vi går derfor fastlåste og forudindtagede ind i kulturmødet. Det kan fremstå som om, at vi ved bedre. Derved kan der opstå misforståelser og være vigtig viden, som vi aldrig får om, hvordan den anden tænker, fordi vi tolker entydigt ud fra vores eget kulturberedskab. Det lukker af for en ægte dialog og kontakt, og det kan fastholde ”den anden” i et bestemt mønster eller opfattelse.

” Det er ofte den måde vi ser på folk, der holder dem i deres egne snævre ”troskab” over for deres ideer. Det er også måden vi ser på dem, som kan sætte dem fri.”
Libanesisk forfatter, Amin Maalouf fra ”In the name of identity”.

Når man praktiserer dialogisk integration bliver følgende spørgsmål vigtige i hverdagen: Hvordan er jeg præget af min kulturbaggrund? Hvad betyder den for mit syn på børn og forældre?

At opdage sin egen kultur kan faktisk være vældig svært. Ens egen kultur er i princippet usynlig for én selv. Antropologen Frederik Barth skriver, at kultur først træder i karakter i mødet med forskelligheden.

Den malaysiske antropolog Long Litt Woon har beskrevet, hvordan hun først blev bevidst om sine kulturelle værdier i mødet med den norske kultur, da hun som hel ung udvekslingsstudent kom til Norge første gang.
Hun blev forfærdet over at opleve den norske skole, der virkede meget uformel og nærmest kaotisk i forhold til det, som hun var vant til. I Norge fik eleverne lov til spise og strikke i timerne, men det, der overraskede hende mest var, at nogle af eleverne havde kærester uden at skjule det. Hun skriver:

”Sådan opdagede jeg Malaysia. Jeg blev bevidst om, at jeg havde forestillinger, som jeg havde taget for givet, som jeg havde anset for så selvfølgelige, at jeg ikke havde regnet dem som mulige genstande for eftertanke (…). Det føltes næsten som om at et tæppe man ikke engang er klar over at man står på, pludselig bliver hevet væk fra én.”

Det danske samfund udgør rammen for dialogisk integration. Så selv om der lægges vægt på at synliggøre kulturforskellighed som en ressource, har dansk kultur en særlig rolle. Dansk er hovedsproget, og børnehaven adskiller sig ikke væsentligt fra andre mht. værdier, udsmykning, aktiviteter osv.. Det der bl.a. adskiller er en fælles bevidsthed om, at dansk kultur ikke er et indiskutabelt alvidende fænomen, - kun én tilgang på lige fod med så mange andre.

De danske børn får øje på deres egen kultur i refleksionen fra de andre. ”Støvle”, siger den fem-årige danske pige og smager på ordet. ”Støvle - Det er MIT sprog”, tydeligt glad over den ny opdagelse, som hun netop har gjort sig omkring det at have et sprog, lige som legekammeraterne, der har arabisk, bosnisk, russisk, tyrkisk, engelsk osv.. Dansk sprog og kultur bliver synlig og bevidst i refleksionen fra de andres.

Kultur (….) er et begreb, som er meget brugt og misbrugt. Det er et uudsigeligt noget, som vi alle forventes at have, og at udtrykke ved enhver given lejlighed. En umistelig fødselsret kan man sige. (….) Intet begreb er mere sløret og sværere at definere. (…) Det kan betyde alt og løber derfor konstant risikoen for at betyde intet”, skriver nobelprismodtageren i litteratur V.S. Naipaul. Kun begrebet natur er tilsvarende vanskeligt at definere, skriver Hans Gullestrup. Kulturbegrebets kompleksitet betyder, at det bliver meget svært at gennemskue, hvordan de kulturelle aspekter spiller ind i hverdagen. Under et af udviklingsprojekterne blev der samlet op på episoder, hvor forældre og personale gik galt af hinanden. Under analysen viste det sig, at der var sket en fejlfortolkning. Enten havde man overdrevet kulturens betydning og derved kommet til at kulturalisere noget personligt. Eller også var der modsat sket en underdrivelse af det kulturelle og derved personificeret noget kulturelt. Der er næppe nogen enkle løsninger på, hvordan man lærer at balancere kulturens betydning, så at man hverken over- eller underdriver. Men man kan forebygge fejlfortolkninger ved at øve sig i at stoppe op og undre sig, når noget på en eller anden måde ”skurrer”, frem for at gå let hen over det. Det gav muligheden for siden hen at undersøge sin ”undren” nærmere gennem refleksion og overvejelse.

Fordele ved den dialogiske integrationsproces
Hvad er fordelen ved den dialogiske integrationsproces? Det ser ud til at det kan være væsentlig i forhold til fjerne det evindelige skillelinje mellem ”dem” og ”os”. Da en ny pædagog kom til institutionen, som havde arbejdet i traditionelle daginstitutioner med mange forskellige etniske minoriteter i årevis, sagde hun:
”I Sesam er der mange forskellige forældre – nogle har en dansk baggrund, andre en tamilsk, atter andre en bosnisk, libanesisk etc.. Men de er alle sammen forældre. I andre institutioner har jeg desværre ofte oplevet, at her er der forældre – underforstået danske forældre – og så er der indvandrerne. Der opstår en slags skelnen mellem det, der er normen - dansk, og så dem, der falder uden for denne norm, - indvandrerne, for de er anderledes. Det betyder, at der sniger sig en form for diskrimination ind, hvor indvandrerforældrene ikke er ligeværdige med de danske forældre.”

En anden fordel er, at det bliver nemmere for børn fra etniske minoriteter at få skabt en sammenhæng mellem deres liv i hjem og institution.

For at få en nærmere belysning af, hvilke evt. forskelle der er mellem de barnets liv i hjem og institution, blev der i et udviklingsprojekt iværksat en undersøgelse, som havde til hensigt at belyse dette. Kort opsummeret peger de foreløbige konklusioner fra denne undersøgelse på, at børn fra etniske minoriteter har et særligt grundvilkår, nemlig det at skulle fungere i to parallelle kulturelle sfærer, som i værdimæssig henseende kan være meget forskellige fra hinanden. Det viser sig fx i hjemmets og institutionens forskellige opfattelser af, hvad børn kan tillade sig i forhold til voksne, hvordan børn skal opfatte sig selv i forhold til voksne, hvilket barnesyn der praktiseres, hvordan børn bedst lærer m.m.. Undersøgelsen peger på, at det ikke som for de fleste danske børn er givet, at hjem og institution ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden, således at barnet nemt kan overføre erfaringer fra den ene verden til den anden verden.

Dion Summer peger på, at barnets identitet og selvopfattelse forankres i de samhandlinger, der foregår i hverdagen mellem barnets hjem, daginstitutioner og skoler. Hvis der ikke eksisterer et reelt sammenhæng mellem hjem og institution, skabes der et vakuum i barnets identitetsdannelse, som kan skabe problemer.

Derfor er det meget vigtigt at skabe denne sammenhæng. Men der kan være tale om dybere værdimæssige kløfter mellem forældres og institutionens virkelighedssyn. Som en del af et udviklingsprojekt besøgte jeg nogle før-skoleordninger i Tanzania og sammenlignede disse institutioners værdier med Sesams. Der er tydeligvis tale om store grundlæggende forskelle mellem dem. Skal man ændre den ene, så den ligner den anden, er det – for at bruge en billedlig symbolik – slet ikke nok at male væggen lyserød i stedet for grønblå. Nej, det er nok nærmere nødvendigt at vælte hele huset og så bygge et helt andet op.

Selv om børn i danske daginstitutioner ikke stammer fra Tanzania, så er der næppe en væsentlig mindre kløft mellem de baggrunde, som forældre fra etniske minoriteter kommer fra, og den hverdag, som de i dag bliver præsenteret for i deres børns institutionshverdag. Når forældre og personale skal samarbejde vil der ofte være tale om mødet mellem to forskellige paradigmer, nogle dybe forskelle i virkelighedsopfattelse, som ofte ikke umiddelbart er synlige, men som ved nærmere eftersyn kan vise sig at være store.

Selv om det på ingen måde er nogen enkel opgave af bygge bro mellem disse dybere værdimæssige forskelle, så er det uden tvivl en god begyndelse at forsøge at se mere ydmygt og relativt på vores egen pædagogiske praksis.

Tanzania lærte mig at se på vores egen selvfølgelige praksis med ”de andres” øjne: - At det er en meget mærkelig ting at give plads til børns fri udfoldelse. At det er underligt at gå op i fire-årige børns tegninger, som ikke rigtigt ligner noget. Faktisk er det en højest besynderlig ting, at voksne mennesker, som har påtaget sig opgaven at have en stor indflydelse på børns opvækst, og som oven i købet er uddannede til det, rent faktisk ikke går op i at lære børn nogle helt bestemte ting. Tror de da ikke, at små børn kan lære noget af dem? Vigtigt var det også, at få en viden om at ”børns leg” faktisk slet ikke har noget betydning. Det er jo bare sådan noget, som børn gør, når de får lidt frihed ind i mellem den virkelige og betydningsfulde tid, hvor de bliver undervist. Jeg lærte, at det er mærkværdigt at sige, at små børn kan en hel masse. Små børn er små børn, som ikke er vokset op endnu, og derfor skal de jo lære en masse. Underligt er det også, at voksne mennesker kan bruge så meget tid på at diskutere og aftale med børn. Hvorfor siger de ikke bare, hvordan det skal være og så færdig slut?

At øve sig i at se sit eget kulturberedskab med ”de andres” øjne er endnu et kendetegn ved den dialogiske integrationsform. Det giver en forståelse for, hvordan den anden tænker, større ydmyghed og derved kan det være med til at åbne op for en mere ægte dialog.

Den dialogiske integrationsform lægger basis for udviklingen af den ”kulturorienterede institution”. Det er institutionen, hvor der i en globaliseret verden lægges vægt på at kvalificere kulturforskelle frem for at kompensere for dem. Det er også her man skal blive bedre til at leve det forskellige, for derved bedre at kunne få øje på det fælles og alment menneskelige. – Det, der forener os – uanset hvor forskellige vi umiddelbart måtte forekomme at være.

Litteratur:
Frederik Barth: Ethnic groups and boundaries. Universitetsforlaget. Oslo. 1969
V.S. Naipaul: Beyond the Dragons mouth.
Karen Nørskov: At bygge bro over virkelighedsforståelser. Arbejdspapir, 2004. VerdensBørn
Hans Gullestrup: Kultur, kulturanalyse og kulturetik. Akademisk Forlag. 1992
Hans Gullestrup: Kulturanalyse – en vej til tværkulturel forståelse. Akademisk Forlag. 2003.
Karen Nørskov og Lone Sperschneider: Tværkulturelt forældresamarbejde. Munksgaard Danmark. 2004
Long Litt Woon (red.): Fellesskab til besvær. Universitetsforlaget. Oslo. 1992
Amin Maalouf. In the name of identity: Arcade Publishing. 1996
Karen Nørskov er tidligere leder af Sesam og har været tovholder på udviklingsprojekterne om dialogisk integration. Er pt. koordinator i VerdensBørn, jf. www.verdensboern.com

 
VerdensBørn, Skovvejen 55 4. th, 8000 Århus C
Telf. 9855 5755 / 6066 2855

Powered by www.europix.net